Forældreskab / Karriere

Tilbage på arbejde – sådan da…

03.10.16

Jeg er langsomt gået i gang med at arbejde lidt igen. Eller dvs. jeg har taget nogle få projekter ind med nogle skønne loyale kunder, som jeg har arbejdet sammen med længe. 6 måneder gik der altså i den totale barselsboble. Det lyder måske ikke af så meget, men da jeg ikke kunne arbejde i en stor del af min graviditet synes jeg egentlig, jeg har været væk længe. Så her i februar og marts er jeg langsomt begyndt at tvinge min barselshjerne til at tænke på faglige ting igen. Og ærligt talt føles det supergodt, at være i gang igen. Ja det er hårdt, særligt når jeg stadig vågner flere gange hver nat og skal give sut, og når den lille dame stadig kræver fuld fokus og sanglege og kogte grøntsager af forskellig art til alle måltider, men det er faktisk også overraskende berigende for mit forhold til Charlie. Præcis som med kærester, så er det skønt at savne baby en lille smule i et par timer og så glæde sig som en vanvittig til at komme hjem og lege nede på køkkengulvet og se hendes chip og chap kinder og dejlige smil lyse op. Det gode ved at være selvstændig er jo, at jeg kan bestemme mine tider selv og arbejde hjemmefra det meste af tiden. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke have gjort det uden min fantastiske svenske mand, som pt. er på fuld barsel. Jeg er fan! Så alt i alt har det været en relativt blød og dejlig start. Jeg har dog på fornemmelsen, at det er stilhed før stormen. Dels har jeg allerede fået kalender lidt for fyldt med arbejde, og dels kommer der til at ske noget meget meget spændende her inden så længe, som jeg glæder mig til at fortælle om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *